Historien om p bjerget. - 1984.

Efterhånden som der var et læs på en trailer blev det kørt ned til HG. 1, på den store asfalteret forplads, det blev sikret med store cementklodser, for ikke det skulle forsvinde i vinterstormene. Det var jo meningen det skulle op og stå igen på havnen året efter.

Foråret kom, der var ikke optræk til noget byggeri på havnen, og som tiden og årene gik, forsvandt der mere og mere, af vinduer, væg plader, ja, lidt af hvert. Til sidst var der kun det ringbind jeg havde på kontoret med nummerer, skitse tegninger vi havde lavet. Resten var brugt rundt omkring på basen. Det mest mærkelige var når jeg førte det på banen, der var ingen der kendte noget til det, til sidst blev de sørgelige rester kørt på lossepladsen, og mit ringbind røg samme vej.

Vi kørte i gennemsnit 20.000 gallon vand op i døgnet. Fra bygn. ovenfor kan man ane en gangtunnel den går under vejen og over til Power Planet, som lå på venstre side af vejen, man kan igen ane hvor tunnelen kommer ud, i nederste højre side. Taget af Power Planet kan også ses. Man kunne bevæge sig overalt indendørs deroppe i vel 90 % af tilfældende. Vores chef for civil engineering der på det tidspunkt hed Haubro, han var fast besluttet på, at man skulle brænde det ned i småbidder. Det fik han åbenbart tilladelse til af US Air Force, han kom ud til mig en dag i Hg. 10, for at tale om P-Mountain, og hvordan vi skulle gribe sagen an. Weather blev kontaktet for at få en vejr udsigt ud i fremtiden, og den så fornuftigt ud 3- 4 dage ud i fremtiden.

Vi blev enige om at drage derop næste morgen, uden for stor opmærksomhed for vores forehavende. Jeg sendte den store vandtrailer derop, og nogle få folk fra HG. 10, og ingen vidste noget før de kom derop, en meget hemmelig mission. Haubro og jeg var de første deroppe, gik lidt rundt for at finde ud af vindretning, den smule der var, og pludselig var der røg, hvem af os der kom til og tabe en tændstik husker jeg ikke, men i guder hvor gik det stærkt. Vil nærmest kalde det en eksplosionsbrand, ilden røg ned igennem den lange gang, og ud i de små sidegange med en fart som ingen kan forestille sig.

Vandvognen var til ingen hjælp, og ideen med at brænde det ned i små etaper, var kun en illusion. En anden ting vi ikke havde tænkt på var, at det var en Torsdag - SAS dag - Pludselig hang der en DC 8'er over os, kunne knap se den for sort røg, og det var ikke blevet mindre da den skulle hjem igen. Med al den sorte røg der udviklede sig, og hvad det medførte, den eneste kommentar Haubro havde var " det er godt der er langt til naboerne ".

Vi kørte hjem ved 20 - 21.00 tiden, da var der ikke ret meget andet tilbage end en gang krøllet metal af diverse slags. Ilden fik vi stoppet nede ved skråvejen der gik op til Bygn. 2450 som skilte lejren fra vandtankene m.m. Der var blevet et større arbejde for smede til at skære rør og andet godt over, det var filtret godt sammen, det skulle i nogle passende længder for det skulle jo køres ned på dumpen bag Syd Bjerget.

Men selv efter alle de år der er gået cirka 27 er der stadig meget oprydning tilbage deroppe. Det værste er vel at på et tidspunkt skal der også gøres noget ved vejen, den er blevet meget ringe, mest på grund af vand overløb, jo, der er nok at gå i gang med.

Nogle af billederne er lånt.

Torben Kristensen