Kulusuk og DYE-4 i 1978

Første møde med Kulusuk, det var jo en stor sensation når der kom fly til pladsen, især fra Sdr. Strømfjord. Der skulle siges goddag og farvel til de lokale. Og Helikopteren kom fra Angmassalik, med og efter rejsende.

Og man havde jo også hørt om at der kom 5 mærkelige folk, som skulle forbedre vandløbene omkring grusbanen. Vi fik udleveret en gammel pick-up, der dårligt kunne trække sig selv, men det gik. Da vores bagage var sat ind i terminalen, kunne ejermanden få fat i den, og turen kunne starte op til Dye 4 en tur på 10-12 km., hvor vi skulle bo de næste mdr. - i en stor sovesal, jo det var hygge.

Resten af dagen gik med og se os omkring, og hilse på de 12-15 Amerikanere der var stationeret deroppe. Der var dansk køkkenpersonale, så der var både dansk og amerikansk mad.

Næste dag gik med at få samlet det materiel vi skulle bruge, det var Dozere, Loader, Dumptruck, og til tider Crane. Det var flyvepladsens alt sammen, eller rettere USA forcens. Startbanen blev anlagt i 1958/59, og derefter begyndte man at bygge Dye 4. Indtil Banen var klar benyttede Amerikanerne den gamle flyveplads Ikkatteq. En 40-50 km. længere mod nord, den blev forladt efter 2'den verdenskrig. Har billeder derfra, vil ikke vise dem da jeg er nervøs for at stikke snuden ned i en hvepserede.

Banen i Kulusuk er 1200 m. lang, og 45m. bred, og beflyves af Airgreenland, samt Icelandair der flyver en del turister over på dagsture. Fra flyvepladsen går de over til

Jobbet blev færdigt og vi rejste hver til sit, jeg tog hjem på en ferie inden turen gik tilbage til Thule. Men det blev en speciel oplevelse, billetten havde jeg derop. Men ingen anede jeg kom, de ville i hvert fald ikke indrømme det.

Der kom ingen og hentede mig i hg. 7, som var terminal på denne tid, så der stod jeg og kiggede mig omkring. Nu vidste jeg hvor at Housing havde kontor, det var ude i 700 området, så turen gik derud, for der skulle da gerne være et sted til mig og bo.

Jeg kom ud i receptionen, og fortalte hvem jeg var, og hvor jeg kom fra. Det vidste de ikke noget om, og de havde ikke noget om mig. Havde fornemmelsen at jeg var til stor ulejlighed, langt om længe fandt de ud af at jeg kunne ta' ned i 424 der var et værelse, jeg kunne bo i indtil videre. Det var da altid noget.

Dagen efter var det jo så arbejdsdag troede jeg, tog i hg. 10, men de manglede mig ikke vidste ikke engang at jeg skulle komme tilbage, og der var rigelig med folk derude. Det er jo dejligt at stå på Thule, og få besked på der ikke er brug for én. Supervisoren sagde jeg kunne ta' ned i 551, og tale med chefen om hvad der skulle ske.

Som sagt så gjort, det var ikke bare lige, at få ham i tale. Langt om længe kom jeg i audiens, og så kunne der startes forfra om hvor jeg kom fra, og hvorfor. Det var jo den aftale der var da de sendte mig på Dye 3, det havde man lykkeligvis glemt. Men der trængte til at blive fejet inde i smedeshoppen det kunne jeg gøre, og hjælpe dem.

Det var jo ikke det jeg var taget derop for, men hjalp dem vinteren over med alt fore faldent arbejde. Jeg havde lidt kontakt med dem ude i Kulusuk, og pludselig manglede de en mand om det var noget for mig - ja selvfølgelig, På det tidspunkt stod DAC et stykke nede på min point liste.

Slutter nu med den første tid på Kulusuk, Stationen blev lukket i 1991, det var den sidste af de 4 stationer på Grønland. Derefter trak amerikanerne sig ud af Sdr. Strømfjord i 1992, der var ikke mere behov for den som forsynings base.

Torben Kristensen.