Det var under en af turene op på P-Mountain road, det var tæt på og gå galt for mig. Der var kommet besøg af en B 52 'er, den var parkeret på "SAC" rampen, imellem runway og syd bjerget. Behørigt overvåget af 2 patruljer fra Security police.

Når vi kørte på P-Mountain road fra Hg. 1, foregik det altid af bag taxivejen, det var det hurtigste. Der var en stående besked om, at en B 52'er ikke måtte fotograferes på grund af sikkerheden, og langt mindre komme i nærheden af den. Jeg havde købt mig et smalfilmsapparat i BX'en, og hvad var mere nærliggende end det skulle afprøves på dette fantastiske fly.

Da jeg kørte på job, skulle det i kassen, så mens jeg kørte filmede jeg dyret, og var meget stolt. Men der gik ikke mange sekunder før jeg var omringet af Security Police, hvordan de på den afstand kunne finde ud af at jeg havde smalfilmet, har jeg aldrig fundet ud af. Men sikke en ballade der blev, troede faktisk at jeg både skulle hænges og skydes.

Men efter en ½ times snak og diskusion, tøede de lidt op. De blev enige om, at de ville ta' min film, og jeg måtte aflevere en underskrift på at næste gang, så kunne jeg glemme alt om US Air Force, samt deres baser. En noget rystet gut der kørte videre. Hvordan jeg senere fik foto af den, husker jeg ikke!!!

Sommeren gik hurtigt, der var arbejde nok der skulle gøres. Min tid gik mest ude på vejene der skulle vedligeholdes, et job jeg var glad for. Blev bedre og bedre til at arbejde med graderen, det er utroligt hvad den kan, lige fra at planere til og lave grøfter, når man hæver drejeskammelen rigtigt. Men ikke så tit deroppe i alle de sten og klipper.

Efteråret kom, og der skulle gøres klar til den første sne. Der var forskellige vedligeholdelses arbejde på køretøjerne, nogle skulle der sættes kæder på, undtagen dem der skulle køre på Flight-Linen.

Den gang var der ikke så mange radioer, at holde styr på som i de senere år, selv om der var væsentlige flere folk, og køretøjer. Der var kun et køretøj på Flight-Linen der havde radio monteret, det var Crew chief'en han skulle ha' kontakt med Tower, så vi kunne få besked om afgang/ankomst af fly.

Han kørte ned af runwayen med rød blink på taget, så var det med at komme væk, og derefter på Taxiwayen. Hvorefter der blev meldt klar til Tower. Det blev også muligt for mig at begynde med, at køre Dozer, der var 3 stk. TD 20'er, og 1 stk. International, alle med wire spil til skjoldet, og så var der kommet 2 Cat D 8'er med skib i 1964, hydraulisk alle tiders maskiner på dette tidspunkt.

Men det var ikke mig beskåret at køre med dem, før senere. Der var jo noget der hed hiraki. Så jeg startede med TD 20'ere, må indrømme der røg nogle wirer i starten, for var man ikke påpasselig med wiren, og den blev for slap, lavede den fuglerede og hvad ved jeg.

Den gik i klemme, og så måtte man til at skifte wire, og det var ikke særlig sjovt når der frøs -25 til -40 Grader Celsius. ude på en sne dump, eller hvor man nu var.

Ved Hg. 10 var der en check point i vintersæsonen, der var bemandet med en person fra Security Policen, hos ham skulle man legitimere sig, han skulle ha' køretøjs nummer, og hvor man skulle hen, samt hvorfor. Tilsvarende var der et på P-Mountain, samt J-Site. Andre steder man kørte hen, ringede man ned for at fortælle man var fremme, og skulle også gøres når man var klar til at køre hjemad igen. Var vedkommende ikke fremme inden fornuftig tid, blev der sat en eftersøgning i gang.

Jeg har på egen krop oplevet hvor vigtige disse check point var på denne tid for sikkerheden. En vinteraften kørte jeg til PMT med en snow blower for at rydde den sne der lå i køresporet, det var ikke altid der var 2 spor farbare, der blev normalt kørt i døgndrift derop. Der skulle jo køres vand op med en 5000 gallon vandtrailer, samt fuel trailer. Tilsvarende til J-Site, for der skulle der skiftes folk flere gange i døgnet, det skete med bus karavane. 4-5 busser af gangen plus én karavane leader.

Turen derop foregik i flot måneskin, og aften kaffen blev drukket i messen inden nedkørselen. Da jeg var kommet cirka halvvejen kunne der anes nogle skyer på himlen, som varslede om dårligt vejr. Jeg vidste udmærket hvor hurtigt det kunne komme, men regnede med det kunne nås. Efter "Fox Canien " begyndte det at ta' til, og det blev mere og mere hvidt foran mig. Vejen til " Camp TUTO" blev passeret, og stormen tog til, der er ret langt til Shelter 14 der lå på den anden side af "TUTO Flat", som strækningen hedder.

Der var kun en ting at gøre, og det var fremad. Men halvvejs mellem det store sving og floden der løber under vejen i rør, var det sket, der sad jeg uhjælpeligt fast, selv om der var konstant fire hjulstræk, og kæder på alle hjul. Da kunne forenden af køleren ikke ses, og på den strækning der ligger på tværs af vindretning, er der altid meget sne, og voldene var på højde med sidevinduerne i førehuset. Det var benzin motorer vi kørte med, sneen blæste ind under motorhjelmen, motoren begyndte at hakke i det, og jeg var klar over hvad det betød.

Heldigvis var jeg i mine jernbukser, og gode støvler, parkaen sad i klemme imellem mig og døren, for der var ikke meget isolering i køretøjerne. Der var 24 tændrør i sådan en Oshkosh, kunne høre de begyndte at sætte ud 2 ad gangen, den bagerste motor var stoppet, men var ikke til megen hjælp i situationen- den trak blæser aggregatet.

Efter cirka 10 minutter var det sket, alt var stille kun stormen og sneen kunne høres, det buldrede på siden af føre huset. Jeg var ved at ta' parkaen på for nu blev det koldt. Det var jeg i gang med, da der kom sne og is klumper flyvende og slog sidevinduet ind i ho'det på mig. Da var gode råd dyre, kravlede over i passager siden som var længst væk fra det åbne vindue. Der gik vel et par minutter inden førerhuset var fyldt med sne. Der sad jeg fuldstændig alene var klar over hvad det kunne betyde - liv eller død - situationen blev gennemgået inden i ho'det.

En ting var sikkert; Jeg ville blive i køretøjet. Gik jeg først uden for, var det den sikre død. Om det var kulde eller træthed ved jeg ikke, men faldt en gang imellem hen i søvn. Snestormen nåede basen mens jeg var på vej ned fra P-Mountain, så SP'eren i check point ved Hg. 10 slog alarm, da der ikke var kommet noget køretøj fra P-Mountain forbi ham, og der var jo ingen der anede hvor på vejen jeg kunne befinde mig. Og det er en strækning på 19 miles.

Der blev samlet et Rescue team på basen og sendt af sted i en snow-cat - køretøj på bælter - for at lede men de kunne jo heller ikke se noget. Det sidste jeg foretog mig af praktiske ting var at tænde den ene projektør, vende den op mod himmelen, så man eventuelt kunne se at her var noget, om der kom nogen forbi - men som alt andet døde batteriet langsomt. Jeg vågnede en gang imellem.

Som timerne gik kunne kulden ikke mærkes mere. Blev mere og mere stiv i hele kroppen. I check Point på PMT skrev man afgangs tid op - ved alle afgange - Da jeg blev fundet, og var kommet lidt til mig selv fortalte de, at der var gået små 6 timer siden afgang deroppe fra. Der var meget at takke teamet for. De 5 mand havde sat deres liv på spil for at finde og redde mig. Snow-bloweren blev først gravet fri flere dage efter.

Vil lige nævne et par praktiske ting fra P-Mountain Der var 42 bygninger deroppe, alle forbundet med en tunnel ingen skulle ud for at komme rundt. Og de indeholdt Kirke som blev renoveret i 1964 ved selvhjælp, 2 barer en for officerer, og den sidste for alle andre, det var også der "Olsen" boede (beo stær), der var Hobby shop, bowling Baner 2 stk. mener jeg, samt en biograf. Husker jeg rigtigt indeholdt Power Planet 10/11 stk. diesel generator. P-Mountain lå i cirka 760 meters højde over vandet, den blev lukket ned i 1983.

I de år ved DCC kunne man kun komme hjem på ferie 1 gang om året, nu mente jeg godt at der kunne lægges nogle flere mdr. til, for så kunne jeg da hurtigere komme på ferie næste gang. Der blev lige lagt 6 mdr. mere til, så der gik 1½ år inden jeg stod i Kastrup igen, til en 4 ugers ferie.

Men sikke en oplevelse, det var for meget var faktisk helt "kuller", folk løb, og havde meget travlt, og så luften - var vant til den friske luft i Thule, nej det var for meget.

Ferien gik og jeg kom tilbage til et fredfyldt Thule, uden stres og jag. Jeg må vende tilbage til 1966, hvor vi i Hg. 1 mistede en god kollega, ved en tragisk ulykke inde i hangaren. Det var ren ud sagt rutinen der gjorde sig gældende, og det må ikke ske. Vi to skulle afmontere en del af gitter bommen, det var ikke første gang vi havde monteret og afmonteret den.

Fotoet fortæller sit tydelige sprog - i stedet for at slå de to øverste bolte ud, var min kollega gravlet under og bankede de to nederste ud, og så knækker gitter bommen sammen. Jeg var gået over på værkstedet for at hente nogle træklodser vi kunne lægge under. På vej tilbage så jeg hvad der var gang i, jeg råbte og skreg men det kunne ikke høres. Ulykken skete, jeg løb på værkstedet for at hente en donkraft. Inden jeg fik løftet bommen, og der kom hjælp fra andre kollegaer, var der ikke noget at stille op.